Til redaktionen
Holstebro, 27. januar 1995
Tekst af journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Ole Mortensen.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Foto rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk
Yderligere informationer – kontakt venligst Holstebro Museum ved direktør Torben Skov på telefon 97 42 29 33.
Spøgelser på museet
Enestående udstilling af de tre eneste danskejede Rolls-Royce “Silver Ghost” veteranbiler
Lydløse spøgelser vil husere på Holstebro Museum i de næste to måneder.
Det sker i form af tre Rolls-Royce modeller med navnet “Silver Ghost”. De er de eneste, der findes i Danmark, og museumsdirektør Torben Skov er forståelig nok revnefærdig af stolthed over at kunne præsentere de smukke biler under samme tag.
– Det er en enestående chance for folk til at se tre af de modeller, der blev produceret i begyndelsen af århundredet, siger Torben Skov. Rolls-Royce står for de fleste som det ypperste af bilproduktion. Kun de færreste har råd til at købe en Rolls-Royce, så derfor er navnlig de første modeller en attraktion.
Ideen til at samle de tre eneste danskejede “Silver Ghost”-modeller på museet udspringer af, at tobaksfabrikant Søren Færch i 1923 købte et af de omkring 50 eksemplarer, som blev sendt til Danmark fra Rolls-Royce koncernen i England. Søren Færch ansatte Hannibal Christensen som chauffør og sørgede for, at han var passende klædt på til den ærefulde opgave.
Holstebro Museum er indrettet i Søren Færchs villa, og Torben Skov ville naturligvis gerne have haft Færchs “Silver Ghost” med på udstillingen. Den findes imidlertid ikke mere, så derfor måtte opmærksomheden rettes mod de tre “Silver Ghost”-modeller, der findes.
De ejes af henholdsvis Aalholm Automobilmuseum i Nysted, Q 8, Kuwait Petroleum i Danmark samt af Jørgen Strøjer Hansen fra Assens.
Museet benytter præsentationen af de smukke biler til at fortælle om Søren Færch i en særudstilling. Her vil gæsterne bl.a. kunne se en fane, malerier samt korrespondance mellem Søren Færch og hans chauffør. Der vil desuden være videofilm om fremstillingen af Rolls-Royce samt souvenirs. I skolernes vinterferie vil børnene få mulighed for at lave deres egen Rolls-Royce, fordi museet har indkøbt forskelligt materiale til modelarbejdet.
Udstillingen er åben fra lørdag den 28. januar til søndag den 26. marts.