Seneste pressemeddelelse for TILSTED & CO

Til redaktionen

Holstebro, 16. juni 2014

Til Redaktionen

Her følger nyhed om Holstebro Kommunes nye profilbog, som udgives i juni 2014.

Tekst og foto kan frit anvendes.
Tekst af journalist Carsten Tolbøll og foto af fotograf Ole Mortensen.

Vil I vide mere er I altid velkommen til at rette henvendelse til undertegnede 4074 2311.

Venlig hilsen

bent tilsted
Tilsted & Co

168 sider og 648 nye billeder

Ny profilbog om Holstebro

Erhvervslivet og Holstebro Kommune i fælles tiltag for at profilere kulturbyen i vest.

Nu udkommer profilbogen om Holstebro 2014. 168 sider med 648 nye farvebilleder, hvor du kan møde mennesker i hele verden med en aktie i byen ved Storåen. En af dem præsenterer sig sådan her:

Jeg elsker Holstebro

”Jeg er Holstebrodreng med hud og hår!”
Hår har han dog ikke så meget af. Heldigvis for det, for vinden suser oppe på taget af Axelborg i indre København, hvor Søren Gade har sin daglige gang som direktør for Landbrug & Fødevarer.

Holstebro har med Martin Merrild som formand og Gade som direktør sat sig solidt på toppen af landmændenes organisation. Begge har fortsat vestjysk bopæl, og for Søren Gade er parcelhuset i Holstebro en base.

”Jeg elsker at gå en tur i Nørregade og glæde mig over alt det, byen har. Det har gjort noget ved folkesjælen, at Holstebro har satset benhårdt på kultur lige siden Kaj K.’s tid. Vi har løftet hovedet og hævet os op over andre byer i Jylland,” siger Søren Gade.

Profilbog i papir og elektronsk udgave

Profilbogen udgives af kommunikationsbureauet Tilsted & Co i samarbejde med Holstebro Kommune.

Bogen er den tredje i rækken af profilbøger om Holstebro Kommune. Første udgave kom i 2007. Den nye bog er på 168 sider og indeholder mange hundrede nye farvebilleder og tekster.

Holstebro Kommune og dens erhvervsliv står sammen om bogprojektet, der i bogform og online fortæller om den snart 800-årige købstad i nutidigt sprog.

Holstebro Kommune står – og vil fortsat stå – for udvikling, forandring og forankring. I mange hundrede år har Holstebro været kraftcenter for en egn, hvor kommunen skaber muligheder for trivsel og vækst. Kommunen er inspirator for nye perspektiver til gavn og glæde for erhvervsliv og befolkning.

Foruden denne bogudgave opfordres interesserede til at følge den fremtidige udvikling online på www.profilholstebro.dk og www.holstebro.dk

Bogpræsentation 24. juni på Det Gamle Rådhus

Bogpræsentationen finder sted tirsdag eftermiddag 24. juni kl. 15.30 ved borgmester H.C. Østerby i den gamle byrådssal, Det Gamle Rådhus, Nørregade 25, Holstebro.