Tilbage til start  Print siden  Vis pressemeddelelse i ren tekst uden billeder


Seneste pressemeddelelse for TILSTED & CO

Til redaktionen

Holstebro, 23. januar 2003

Vi fremsender en pressemeddelelse for Thinggaard Rejser, som netop har sendt sit nye forårs- og sommerkatalog på gaden.

Tekst af journalist Flemming Hove.

Pressemeddelelsen findes også på Internettet: http://www.presseoversigt.dk eller http://www.thinggaard-presse.dk

Yderligere informationer - kontakt Thinggaard Rejser, rejsebureauchef Henrik Renneberg, tlf. 9934 4491.

Med venlig hilsen


f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

Folk sendes på ferie med både fly, bus, tog og i bil

Thinggaard Rejser har aldrig tidligere haft så mange nyheder som i år.

Flyrejser til populære feriemål i hele Europa optager betydelig mere plads i Thinggaard Rejsers nye forårs-, sommer- og efterårskatalog end nogensinde tidligere. Den traditionsrige busrejsearrangør er med andre ord kommet med på noderne, og rejsebureauet satser derfor i år målbevidst på sin brede vifte af transportformer.
- Vi har aldrig før kunnet præsentere så mange nyheder som i år, og det skyldes ikke mindst, at vi har flyrejser til en halv snes ferie-destinationer. F.eks. har vi charterfly til Costa Brava i Spanien, der giver en nem adgang til feriesteder som Calella, Lloret de Mar og Malgrat. I højsæsonen har vi desuden flyrejser fra Billund og Kastrup til de italienske feriebyer Lido de Jesolo og Bibione, fortæller rejsebureauchef Henrik Renneberg.
Thinggaard Rejsers helt store nyhed er flyrejser direkte fra Billund til Korsika. Her kan feriefolket få en idyllisk badeferie med overnatning i lejligheder og adgang til nogle af Middelhavets skønneste sandstrande.


En stor succes

Campingferie under sydlige himmelstrøg er også i år blandt de ferieformer, som Thinggaard Rejser med hovedsæde i Aalborg forventer sig meget af.
- Vi lagde ud med konceptet forrige år, og det har siden været en stor succes. Hemmeligheden er ganske enkel, at gæsterne får den traditionelle charterferies bekvemmeligheder på vore moderne campingpladser, men til en væsentlig lavere pris, fortæller Henrik Renneberg.
De seks campingpladser ligger i Italien, Kroatien, Ungarn, Spanien og Sydfrankrig, og de er alle veludbyggede med adgang til både strand, swimmingpools for både børn og voksne og store legepladser. Børneguider laver aktiviteter og underholdning for børnene, mens forældrene slapper af.
- Vi har bl.a. fået en ny campingplads i den familievenlige by Cap d´Agde i Sydfrankrig, og her er der også mulighed for at bo i lejligheder med havudsigt. Der er desuden nye campingpladser i Ungarn og på den kroatiske halvø Istrien. Den sidste er netop blevet kåret som Kroatiens bedste campingplads. Dertil kommer, at man kan bo på hoteller eller i ferielejligheder i byerne Novigrad, Lanterna og Vsar, siger Henrik Renneberg.


En klassiker

En klassiker for mange danskere er ferie ved Gardasøen i Italien, og i år har Thinggaard Rejser flytransport til området med afgang fra Kastrup til Milano og derfra videre i bus.
Ellers bugner forårs- og sommerkataloget fra det nordjyske rejseselskab af feriemuligheder for enhver smag og pengepung. Gæsterne bliver som sædvanlig sendt afsted med både bus, tog , fly og i privatbil for dem, der ønsker det.
Det store udvalg i rundrejser er i øvrigt blevet udvidet med 12 nye rejser i Holland, Alsace, Champagne, Salzburg og Barcelona. Rundrejserne køres med fast rejseleder og i firestjernede busser.
Det nye forårs-, sommer- og efterårskatalog er på sin vis begyndelsen på en ny æra for Thinggaard Rejser, der i 2002 blev kåret som Danmarks bedste busrejsebureau. I slutningen af 2002 overtog Øster Lindet Rejser nemlig driften af Thinggaard Rejser, der dog fortsætter sit selvstændige virke som hidtil.






Tilsted Communication - Naurvej 35 - 7800 Holstebro
Tlf: 9743 2300 - Fax: 9743 2003 - Email: post@tilsted.com - Web: www.tilsted.com
Denne pressemeddelelse er printet ud fra www.presseoversigten.dk