Tilbage til start  Print siden  Vis pressemeddelelse i ren tekst uden billeder


Seneste pressemeddelelse for TILSTED & CO

Til redaktionen

Holstebro, 1. december 1995

Tekst af journalist Jan Kaare.

Foto ved pressefotograf Jens Bach.

Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres - uden beregning.

Fotos kan rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk

Yderligere informationer - kontakt Tilsted Communication, Bent Tilsted, tlf. 97 43 23 00.

Hønsenes kaglen er blevet erstattet af målrettet kommunikation

Det kræver forkærlighed for selvpineri at blive selvstændig i Danmark. Noget af det mest fjollede, man kan gøre, er at starte en virksomhed ude på landet.

Sådan lød budskabet fra eksperterne, da Tilsted Communication ApS blev oprettet i 1986, men tirsdag den 2. januar kan det landsnominerede bureau i Naur fejre 10 års jubilæum. I løbet af 1996 markeres begivenheden med en udvidelse af kontorfaciliteterne.

Det er ikke altid, man skal rette sig efter dem, der tror, de har forstand på tingene.

Tilsted Communication løser en lang række medie- og informationsopgaver for virksomheder i hele landet. Bureauet har i dag 17 faste og 10 løst tilknyttede medarbejdere, der repræsenterer en halv snes forskellige faggrupper inden for kommunikation.

Da bureauets ejer, pressefotograf Bent Tilsted, i 1986 indrettede det tidligere hønsehus en halv snes kilometer vest for Holstebro og sammen med den daværende medejer Sven Brixen gik i gang med at indrette det til kommunikationsvirksomhed, blev han advaret i kraftige vendinger.

Der var ingen fremtid ude på landet og da slet ikke i Naur, hvor både smeden og købmanden forlængst havde drejet nøglen om, og hvor selv den lokale foderstofforretning skrantede. Men advarslerne prellede af.

- Fagfolk sagde, at det mest dødssyge, man kunne gøre, var at starte et bureau ude på landet. Det fik os til at træffe beslutningen lige på stedet. Gør man som alle andre, kommer man ingen vegne. Men det er korrekt, at det er vanskeligt at starte en ny virksomhed. Nye undersøgelser foretaget af Dansk Industri viser, at efter fem år eksisterer kun halvdelen af de nystartede virksomheder, og blandt de overlevende beskæftiger 75 procent kun indehaveren selv, siger Bent Tilsted.

Hønsenes kaglen er erstattet af andre former for kommunikation, og i rugekasserne bliver der i dag udklækket ideer og ikke æg. Men der er stadig plads til landlig hygge, hvor Naurvej slår en bugt.

- Man bliver præget af landet, siger Bent Tilsted. Mens andre må nøjes med at følge årstidernes skiften hos grønthandleren, kan vi se den på markerne uden for vore vinduer hver dag, så vi fortryder ikke, at vi valgte Naur.

Indtil nu har Bent Tilsted og hans familie haft privatbolig i tilknytning til Tilsted Communication, men til sommer er det forbi, og det giver bureauet mulighed for en udvidelse.

Medarbejderne ude på landet.

Kun nyheds-PR slipper igennem

En pressemeddelelse skal på en kortfattet og præcis måde fortælle en nyhed, hvis den skal have en chance for at blive bragt i avisernes spalter og radio/tv-stationernes udsendelser.

Det fremgår af en analyse, som marketing- og kommunikationsbureauet Tilsted Communication ved Holstebro har foretaget. 40 landsdækkende og lokale aviser, DR's otte regionalstationer, ni regionale tv-stationer, 19 distriktsblade, 20 fagblade og ni ugeblade har telefonisk deltaget i analysen.

Hver dag modtager de danske medier stakkevis af pressemeddelelser, men det er kun et fåtal, som kan konkurrere om dagens nyheder. Forudsætningen er, at pressemeddelelsen fortæller noget nyt om ting eller begivenheder, der har den almindelige læsers, lytters og seers interesse.

Pressemeddelelser, der kun har til formål at reklamere for et firma eller et produkt, bliver så godt som altid "arkiveret" i skraldespanden.

Analysen viser desuden, at langt den overvejende del af medierne sætter pris på, at pressemeddelelser er lavet af fagfolk. Altså skrevet af en journalist og vedlagt billeder, som er taget af en fagligt uddannet fotograf.

Hos mange medier har det desuden betydning, hvem der er pressemeddelelsens afsender. Bureauer, som i årenes løb har leveret gode, gennemarbejdede pressemeddelelser, har oparbejdet en stor goodwill som troværdige samarbejdspartnere.

Tilsted Communication laver bl.a. pressemeddelelser for Det Danske Klasselotteri, når en spiller har vundet den store gevinst. Det gjorde bureauet også, da 64-årige Bent Nielsen fra København efter et langt liv med flere alvorlige menneskelige nedture vandt en mio. kr.

Dagbladet BT bragte historien og fortalte desuden på "spisesedler" om manden og gevinsten.

- Ni ud af 10 pressemeddelelser ryger direkte i papirkurven, hvis det handler om reklame. En god menneskelig historie eller andet "presseguf" har til gengæld en god chance, siger journalist Jan Røge, dagbladet BT.






Tilsted Communication - Naurvej 35 - 7800 Holstebro
Tlf: 9743 2300 - Fax: 9743 2003 - Email: post@tilsted.com - Web: www.tilsted.com
Denne pressemeddelelse er printet ud fra www.presseoversigten.dk