Tilbage til start  Print siden  Vis pressemeddelelse i ren tekst uden billeder


Seneste pressemeddelelse for Sparekassen Farsø

Til redaktionen

Holstebro, 30. september 1996

Tekst af journalist Flemming Hove.

Foto ved fotograf Ole Mortensen.

Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres - uden beregning.

Fotos kan rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk

Yderligere informationer - kontakt Sparekassen Farsø, direktør Mogens Jensen, tlf. 99 49 14 00.

Der er vedlagt en pressemeddelelse om virksomheden Cimber-Scan-Wood A/S, som har skabt en erhvervssucces i Farsø.

Yderligere informationer - kontakt Cimber-Scan-Wood A/S, direktør Toft H. Kristensen, tlf. 98 63 23 00.

Idérige erhvervsfolk kan vinde grund til 325.000 kr.

Sparekassen Farsø vil ikke love folk med mod på en karriere i erhvervslivet guld og grønne skove. Derimod er det lokale pengeinstitut parat til at tage helt nye og utraditionelle metoder i brug for at hjælpe idérige erhvervsfolk i gang.

Det sker i form af en idékonkurrence for virksomheder og iværksættere. De opfordres til at plante en god idé i Farsø Kommune, og præmien for den bedste idé er en industrigrund på 12.000 kvm til en værdi af ca. 325.000 kr.

- Formålet med idékonkurrencen er først og fremmest at få erhvervsfolk til at slå rod i vor kommune. Vi har den arbejdskraft og de muligheder, der skal til for at gøre en god idé bæredygtig, siger sparekassedirektør Mogens Jensen, der også er formand for erhvervsrådet i Farsø Kommune.

Udviklingen i det lokale erhvervsliv viser, at han har noget at have optimismen i. Store dele af det danske erhvervsliv havde det svært i begyndelsen af 1990'erne, men alligevel blomstrede fem-otte nye virksomheder op i Farsø-området. Samtidig havde sparekassen i samarbejde med håndværkere og den lokale tømmerhandel held med byggeri af erhvervshuse.

Det skabte grobund for bl.a. en møbelfabrik, der i dag har 80 medarbejdere. Også et butikscenter, som nu huser 13 specialforretninger, blev opført i kriseårene. Butikscentret har stoppet alle tilløb til butiksdød og har bevaret Farsøs udbud af detailhandlerne.

- Det er gået godt her i området. Det skyldes, at vi har været både heldige og dygtige, og i mine øjne hænger de to ting uløseligt sammen, siger Mogens Jensen.

Farsø ligger i et område, som hverken har flyveplads eller station, samtidig med at der er 20 km til den nærmeste motorvej. Alligevel har det ikke haft indflydelse, når nye erhvervsfolk er kommet til området.

- Vi ser sådan på det, at det ikke er den geografiske placering, der betyder alt for en virksomhed. De elektroniske hjælpemidler som telefon og telefax er opfundet, og desuden har vi en god infrastruktur. Vi har Nordjyllands Amts næstlaveste arbejdsløshedsprocent på otte procent, og som kommune har vi de samme fritids-, uddannelses-, børnepasnings- og boligtilbud som alle andre, siger Mogens Jensen.

Grunden til, at Sparekassen Farsø er klar til at fungere som gartner for gode erhvervsidéer, er lige så enkel, som den er logisk.

- Vi bryster os af, at vi sætter ting i sving. Det vil vi gerne bevise. Det kan vi gøre ved at bruge nogle af de penge, vi tjener, i vort lokalområde. Så håber vi blot, at vore initiativer breder sig som ringe i vandet, siger han.

Fakta

Sparekassen Farsø tror fuldt og fast på, at gode idéer kan skabe vækst og udvikling i det lokale samfund. Så hvis driftige virksomheder og iværksættere har idéerne, har sparekassen viljen og pengene til at gøre dem til virkelighed.

Det er udgangspunktet for idékonkurrencen »Plant en god idé i Farsø«. Sparekassen har ca. 50 medarbejdere, der er fordelt i otte afdelinger i lokalområdet.

Seneste tilmelding til konkurrencen er tirsdag den 5. november 1996, og seneste frist for at aflevere idéer er tirsdag den 17. december. Resultatet af konkurrencen offentliggøres tirsdag den 4. februar 1997, og første spadestik foretages sammen med den endelige præmieoverrækkelse tirsdag den 1. juli 1997.

En dommerkomité på fem personer skal vælge det eller de bedste forslag. Komitéen består af borgmester Jette Thomsen, formanden for Sparekassen Farsøs bestyrelse, H. O. A. Kjeldsen, statsautoriseret revisor Preben Randbæk, Mortensen & Beierholm, direktør Knud Rindum, NOVI, og direktør Peter Roed, Migatronic A/S.

Tre mænd skabte en erhvervssucces

En god idé, to blå øjne og et skaldet hoved er, hvad der skal til for at skabe en erhvervssucces i Farsø Kommune!

Det lyder måske lidt firkantet, men er ikke desto mindre sandt, forsikrer direktør Toft H. Kristensen fra møbelfabrikken Cimber-Scan-Wood A/S.

Sammen med to kolleger - produktionschef Kim Sørensen og salgschef Ole Larholt - lejede han i 1990 et af de erhvervshuse, som Sparekassen Farsø sammen med lokale håndværkere havde bygget. De indrettede bygningen til møbelproduktion, ansatte 15 medarbejdere og har siden oplevet stor fremgang.

- I det første regnskabsår havde vi en omsætning på 7,5 mio. kr. Den var i sidste regnskabsår steget til 83,6 mio. kr., og antallet af medarbejdere er nu oppe på 80. Vi har desuden overtaget erhvervshuset og bygget til, så vi nu selv kan lave alt, fortæller Toft H. Kristensen.

Cimber-Scan-Wood A/S producerer massive møbler, og 99 procent af produktionen går til eksport i Europa, hvor Tyskland og Frankrig er de største aftagere.

Toft H. Kristensen, Kim Sørensen og Ole Larholt besluttede sig til at prøve erhvervslykken sammen, da de alle tre var ansat på samme virksomhed i det nordjyske. De mente selv, de havde en god idé, og den lancerede de i forskellige kommuner. De valgte at plante ideen i Farsø, og det har de ikke fortrudt. Siden har de købt en virksomhed i Dronninglund, der fungerer som underleverandør, og her er der nu 23 medarbejdere.

- Det eneste, vi havde, da vi kom til byen, var vor troværdighed, en god idé og vor energi. Sparekassen stolede på os og havde den nødvendige mængde is i maven til at tage den risiko, det var at satse på os, fortæller Toft H. Kristensen.

Han lægger dog ikke skjul på, at bag fremgangen står også en række solide medarbejdere.

- Vi har en god og stabil medarbejderstab. Folkene lader sig ikke slå ud af forkølelse eller andre småskavanker, og derfor er sygefravær ikke noget, vi kender som et problem. Lønmæssigt ligger vi ikke i toppen, men heller ikke i bunden, og tilsyneladende har folk det godt hos os, siger direktøren for Cimber-Scan-Wood A/S.





Tilsted Communication - Naurvej 35 - 7800 Holstebro
Tlf: 9743 2300 - Fax: 9743 2003 - Email: post@tilsted.com - Web: www.tilsted.com
Denne pressemeddelelse er printet ud fra www.presseoversigten.dk