Tilbage til start  Print siden  Vis pressemeddelelse i ren tekst uden billeder


Seneste pressemeddelelse for De Kommunale Værker i Struer

Til redaktionen

Holstebro, 18. september 2000

Vi sender en pressemeddelelse for De Kommunale Værker i Struer. Netop nu er det en god investering at skifte oliefyret ud med fjernvarme.

Tekst af journalist Flemming Hove.
Tekst kan frit anvendes og publiceres - uden beregning.
Yderligere informationer - kontakt De Kommunale Værker i Struer, Jens Lund, tlf. 9785 1188.


Med venlig hilsen


f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

Fyld tanken op med fjernvarme

I forhold til opvarmning med oliefyr er der mange penge at spare med fjernvarme.

Sommeren er forbi for denne gang, og de fleste har allerede været henne og skrue lidt op for radiatorerne for at få lune i stuerne.
For nogle er det betydeligt dyrere at skrue op for varmen end for andre. Olieprisernes himmelflugt har på det seneste presset listeprisen på 1.000 liter olie op på 6.768 kr., og den priseksplosion har sat olie contra fjernvarme ekstra i fokus.


God investering

Netop nu er det en god investering at skifte oliefyret ud med fjernvarme.
- Et hurtigt regnestykke viser, at man i løbet af få år kan spare så meget i udgifter til olie, at det kan betale både tilslutning og tilpasning af varmeanlægget til fjernvarme, siger formanden for forsyningsudvalget i Struer Kommune, Arne Thorgaard.
- Da over 90 procent af den fjernvarme, der aftages i kommunen, produceres på Måbjergværket, har de stigende olie- og naturgaspriser ikke den store indflydelse på fjernvarmeprisen. Hvis man omregner prisen på fjernvarme til ca. 1.000 liter olie, kan man spare ca. 3.500 kr., tilføjer han.


Bedre økonomi

De Kommunale Værker i Struer får jævnligt meddelelser fra borgere, som vil kvitte oliefyret og i stedet ønsker at blive koblet på fjernvarmenettet.
Fjernvarmeforsyningen har i øjeblikket 3985 forbrugere, og heraf er 183 tilsluttet uden at aftage fjernvarme. Inden for forsyningsområdet er der ca. 100 elopvarmede bygninger og ca. 400 olieopvarmede bygninger, som vil kunne tilsluttes det eksisterende ledningsnet.
- Vi vil naturligvis gerne have så mange forbrugere som muligt koblet på nettet, fordi økonomien i et kollektivt varmesystem bliver bedre, jo flere der er tilsluttet. Derfor er medarbejderne på De Kommunale Værker parate til at vejlede alle, der godt kunne tænke sig at få fjernvarme, men som ikke har overblik over de økonomiske konsekvenser, siger Arne Thorgaard.
Det viser sig i øvrigt, at huse med fjernvarme er betydeligt lettere at sælge end huse, som har oliefyr. Ejendomsmæglerne mærker tydeligt, at det er noget, som har stor betydning for mulige købere, og det hænger sammen med fjernvarmens forsyningssikkerhed og økonomi.





Tilsted Communication - Naurvej 35 - 7800 Holstebro
Tlf: 9743 2300 - Fax: 9743 2003 - Email: post@tilsted.com - Web: www.tilsted.com
Denne pressemeddelelse er printet ud fra www.presseoversigten.dk